Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/mormedsmerter.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601

Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/mormedsmerter.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601
Mor med Smerter

Så kom dagen

Så kom dagen, dagen som ændrer mit liv, dagen som jeg de sidste mange år har set frem til med stor forventning og frygt, dagen som jeg har kæmpet hen i mod. En dag jeg har haft et håb om ville komme, men aldrig vidst med sikkerhed. Nu kom den, men den vakte ikke den glæde og forløsning jeg havde håbet på. Dagen hvor jeg fik en diagnose.

I år er det 13 år siden jeg var impliceret i et færdseluheld, som på mange måder ændrede mit liv, og kampen mod en diagnose begyndte. Efter mange undersøgelser blev det konstateret, at jeg var en af de mange, der har daglige smerter, som man ikke har en forklaring på – jeg blev dermed kronisk smertepatient.

Jeg har dog hele tiden følt mig overbevidst om, at der var noget i vejen, som lægerne bare endnu ikke havde set. Derfor har jeg stædigt holdt fast i, at blive undersøgt af forskellige speciallæger gennem de fleste år. Dog altid med samme resultat: “du er kronisk smertepatient – lær at lev med det”. Men jeg har kæmpet videre. Og nu lykkedes det langt om længe at få en forklaring. Jeg har slidgigt i korsbenet, endda med stort set samme mængde slid på begge sider, hvilket ikke ses ofte.

Hele tiden har jeg været overbevidst om, at det var en form for gigt, men jeg er ikke uddannet læge, og har jo derfor ikke haft nogen saglig viden at hænge det op på, ud over mine symptomer. Og jeg fik ret – slidgigt!!

Men selvom jeg nu har en diagnose, er hverdagen ikke ændret, og den bliver ikke bedre, for der er ikke nogen mirakelkur. Smerterne kan der ikke gøres andet ved, end der allerede gøres, udsigten for fremtiden er heller ikke anderledes end den var i går.

Til gengæld har jeg nu en diagnose, som gør det nemmere at forklare andre hvad jeg fejler, jeg har fået bekræftet, at jeg havde ret. Det skaber ikke en stor omvæltning af mit liv, med et større behandlingsforløb resten af mit liv.

Den største forandring det giver, er lettelsen over, at det ikke er arveligt, og derfor ikke noget jeg har givet videre til mine børn.

Jeg sidder nu tilbage med en ambivalent følelse af, at det var godt jeg kæmpede, og fik diagnosen, men hvad hjælper det. Andre der kender denne følelse???

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *